Vilde Paranødder

food by nature paranødder stammer udelukkende fra vilde paranødtræer i tropisk regnskov. De er indsamlet af skovens oprindelige folk, således som skovens folk har gjort det de sidste 15.000 år.

Paranødtræerne er en oprindelig og naturlig del af regnskoven, og hører til blandt skovens kæmper. De kan blive op til 50 m høje og 800 år gamle.

Paranødderne vokser indeni en hård, kokosnød-lignende skal, kaldet en container. Der er 10-20 nødder indeni en container. Indsamleren åbner containeren ude i skoven, og lader containerne ligge i skovbunden, hvor de igen kan indgå i det naturlige kredsløb.

Ingredienser: Paranødder fra vilde paranødtræer

Allergener: Selvom paranødder teknisk set ikke er en nød, kan man være allergisk overfor paranødder, hvis man har nøddeallergi.

Opbevaring: Tørt. 5-25 grader.

Anvendelse: Bruges på samme måde som mandler og hasselnødder.

Certificeringer:
Økologisk (EU, USA)
Fairtrade

Klima og bæredygtighed:

food by nature paranødder stammer udelukkende fra vilde paranødtræer i tropisk regnskov. Det er vigtigt for biodiversiteten og klimaet, at vi bevarer regnskoven i stedet for at lave den om til plantager og landbrug. Derfor er det vigtigt, at vi bruger regnskovens produkter, og det er vigtigt at vores paranødder ikke kommer fra plantager.

food by nature paranødder kommer fra Bolivia. Her samles næsten alle paranødder af skovens oprindelige beboere, hvilket ikke er tilfældet i de fleste andre lande. Det er vigtigt, at det er skovens oprindelige beboere, der gør det, for herved får de deres næsten eneste pengeindtægt, og kan derved fortsætte deres liv i skoven, hvis de ønsker det. Det er vigtigt, at skovene er beboede, da de dermed er bedre beskyttede.

Det er vigtigt for klimaet, når vi kan undgå at bruge fødevarer, der ikke dyrkes. For mange de plantebaserede fødevareprodukter, stammer 50 % af deres CO2-udledning fra dyrkningen. Denne del af CO2-udledningen sparer vi, når vi bruger fødevarer, der ikke er dyrket, men som er produceret af naturen.

Næringsindhold:

kCal 645. kJ 2700
Fedt 60 g.  
  Heraf mættede fedtsyrer 15 g.
Kulhydrat 6 g.  
  Heraf sukkerarter 2,3 g.
Protein 17 g
Kostfibre 5,3 g
Salt, maks. 0,02 g

Børnearbejde:

Børnearbejde forekommer generelt ikke på produktionsvirksomheder i Bolivia. Lovgivningen siger, at der ikke må forefindes personer under 18 år på produktionsvirksomheder. Produktionsvirksomheden her er beliggende i et område, hvor arbejdstilsynet udfører tilsyn flere gange hvert år. Er der tegn på, at der er børnearbejde, lukkes en virksomhed effektivt, ved at strømforsyningen til en virksomhed afbrydes.

På denne produktionsvirksomhed kontrollerer eksternt sikkerhedspersonale det nationale id-kort (Inklusive alder) på alle personer, der får adgang til virksomheden.
Desuden besøger vi eller vore repræsentanter virksomheden 1-2 gange årligt.

Spørgsmål og svar:

Er der nogle af skovens dyr eller fugle, der kommer til at mangle nødderne, som vi spiser?

Nej. Containerens skal og nøddernes egne skaller er så hårde, at de kun kan åbnes af mennesker, og af en enkelt gnaver, agoutien. Agoutien er ikke en truet art i paranød-skoven, og den er i øvrigt altædende og spiser alt, som den møder i skovbunden.

Udryddes paranødtræerne, når deres nødder indsamles?

Det ser ud til at antallet af træer kan falde i Brasilien, med 5-10 % efter 80 års intens samling.
Vi sourcer vores paranødder i Bolivia, og her ser det dog ikke ud til at ske.
Årsagen til denne forskel er formodentlig, at en stor del af nødderne i Brasilien samles af udefra kommende migrantarbejdere, der hurtigst muligt skal tjene flest penge, mens nødderne i Bolivia udelukkende samles af skovens egne beboere.


Kan paranødder være giftige?

Dengang da nødderne blev importeret til Europa i skaller, kunne det forekomme, at enkelte produktioner var giftige, idet der under skallerne kan udvikles en giftig svampeart. Der er siden udviklet ISO-certificerede produktionsmetoder, der sikrer, at nødder med svampeinfektioner ikke eksporteres, og desuden importeres food by nature paranødder kun uden skaller.
Der er ikke konstateret paranødder med giftige svampeinfektioner i Danmark de seneste 30 år.


Får børnene i paranødskoven undervisning?

Ja. Der er 5 års undervisningspligt i Bolivia, og denne bliver i meget høj grad overholdt. Skolegangen er gratis de første 5 år. Der er skoler i alle landsbyer ned til ca. 20 familier, hvilket også gælder i paranød-skoven. Skovens folk er nu om dage bofaste, og de bor i landsbyer på typisk fra 15 til 100 familier.

Shopping Cart