Indbyggerne i verdens landdistrikter og yderområder bliver ofte presset af fattigdom, mangel på sikkerhed, manglende muligheder og håb, og mangel på et værdigt liv. 
Dette er en proces, som vi kender fra Europa fra perioden 1850-1950 hvor op imod 30% af befolkningen i en del lande, herunder Danmark, blev presset af livsomstændighederne til at migrere til lande udenfor Europa.

Processen er siden da fortsat i de fleste lande i Afrika, Sydamerika, og Asien. Her flytter befolkningen fra landet og fra yderområderne til storbyerne. I storbyerne øges konkurrencen om jobs og boliger, og store dele af byerne er domineret af fattigdom og mangel på sikkerhed. Derfor er næste trin, at en del af befolkningen flytter videre til de mest velhavende lande i regionen, og derfra videre til Nordamerika og Europa.

I udgangspunktet – de fattigste områder i tredjeverdenslandene – har de levet et liv uden forbrugs-og transportmuligheder, hvilket betyder et liv med en meget lav CO2-udledning. Denne har typisk været mellem 0,2 og 2 tons årligt pr. person.
I løbet af migrationsprocessen fra yderområderne via byer og megabyer til Europa og Nordamerika, stiger deres udledte mængde CO2, fordi de flytter til samfund med andre livsstile og infrastrukturer. I processen stiger deres CO2-udledning derfor fra 0,2-2 tons for at ende på 10-20 tons årligt per person.

Dvs., at CO2-udledningen pr. person ti-eller 20-dobles i løbet af migrationsprocessen. 

I perioden fra 1950 og til 2020 er den del af verdens befolkning, der bor i byerne, steget fra 30 % til 55 %.
Antallet af indbyggere i storbyer er i samme periode steget fra under 1 milliard til mere end 4 milliarder.

Migrationseffekten er derfor én af de vigtigste drivere i CO2-udledningen. 

Råvareproduktioner – herunder af fødevarer – sker i meget stort omfang i tredjeverdenslande. Vi kan derfor kun begrænse migrationseffekten ved at tage ansvar for, at de produkter  – i vores tilfælde fødevarer – som vi producerer, distribuerer eller forbruger, i så vid udstrækning som muligt færdiggøres så tæt ved råvareproduktionen som muligt, således at en større del af værdiskabningen sker i tredjeverdenslande. 

Dette bliver formodentligt én af de største udfordringer på vejen frem mod at bremse klimaudviklingen, for vi har alle en næsten medfødt tendens til at mene, at der skal være så mange arbejdspladser som muligt i dét samfund, hvor vi selv bor.

Det ser ikke ud til, at migrationsprocessen er indarbejdet i fremskrivninger og handlingsplaner for klimaet.