Om at undgå ulovligt børnearbejde
Ulovligt børnearbejde er altid et tema, når der fx er tale om chokolade. Ved almindelig chokolade er kakaoen dyrket i plantager, og arbejdet i kakaoplantager kan i praksis udføres af børn. Desuden ligger kakaoplantager meget ofte i områder, hvor sociale og økonomiske omstændigheder gør det både nødvendigt og muligt at børn arbejder.
Hvad er ulovligt børnearbejde?
Ikke alt arbejde, der udføres af børn, er ulovligt. Det er som udgangspunkt lovligt, hvis følgende tre krav er opfyldt:
– Arbejdet må ikke skade børnenes fysiske eller psykiske helbred
– Arbejdet må ikke forhindre deres skolegang
– Arbejdet må ikke forhindre børnene i at være sammen med
deres forældre
Dette er en følge af Menneskerettighederne.
Når disse krav er opfyldt, kan børn i Danmark gå med aviser og reklamer, og i andre kulturer kan de hjælpe deres forældre eller deres community, fx i landbruget, i butikken eller på markedet, og ved plukningen af frugt.
Eller ved at lære jagt og fiskeri, så de kan føre en kultur og en levevis videre.


Chokolade uden ulovligt børnearbejde
Ved produktionen af vores Vild Chokolade forekommer der ikke ulovligt børnearbejde.
På det overordnede plan er det let at forstå, at risikoen for ulovligt børnearbejde er minimeret ved Vild Chokolade:
Der er ingen plantager at arbejde i.
Der er også en række andre forhold – sociale, geografiske, økonomiske og lovgivningsmæssige – der yderligere minimerer risikoen for ulovligt børnearbejde for chokolade fremstillet af vild kakao.
Disse forhold er langt fra opfyldt i alle lande, hvor Amazon regnskoven er en del af naturen (Hovedsageligt Brasilien, Columbia, Venezuela, Ecuador, Peru og Bolivia).
Derfor er de øvrige forhold, som vi beskriver her, kun med sikkerhed gældende for Bolivia, hvorfra kakaoen til vores Vild Chokolade stammer.
Undervisningspligt for børn
Når der er undervisningspligt i et land, og der er skoler i yderområderne, og der bliver fulgt op på om undervisningspligten opfyldes, så er det med til at minimere risikoen for ulovligt børnearbejde. I Bolivia er der 5 års undervisningspligt. Skolegangen er gratis (Til og med universitet), og der er grundskoler i de fleste samfund ned til ca. 20 familier.
De oprindelige folks samfund er fysisk meget transparente – typisk 20-50 huse, der ligger samlede, med en åben plads eller et fælleshus med tag eller halvtag som det centrale omdrejningspunkt, samt en skole.
Med den overskuelige størrelse og med en stor del af livet i fællesskabet udenfor boligen, så er det forholdsvist let for landsby-øversten og skolelæren at følge op på fravær.
Skolerne er i Amazon-folkenes samfund bygget af de lokale fællesskaber af de materialer, der nu engang forekommer i naturen det pågældende sted. Skolemøbler er oftest produceret i nærmeste mindre by med el og håndværksvirksomheder.
Kultur og tradition
De oprindelige kulturer og landsbyfællesskaber er i vid udstrækning bevaret. Højlands-og lavlandskulturerne – som 60% af befolkningen anser sig selv for at tilhøre – er kendetegnet af en tradition for at man skal kunne klare sig selv, men omvendt også af at man tager sig af dem, der ikke kan klare sig selv.
Landsbyer og communities er på mange områder selvstyrende. Pr. tradition og via lovgivning er de demokratisk ledede, og i de fleste samfund vælges landsbyformanden for 1 år ad gangen.
Lovgivning til beskyttelse af børn
Der blev gennemført et politisk systemskifte i Bolivia i 2006, efter at den oprindelige befolkning fik det absolutte flertal i parlamentet ved et frit valg, og verdens første præsident med indiansk baggrund blev valgt.
Dette medførte bl.a. en stærk lovgivning mod diskrimination ud fra fx sprog, etnisk baggrund, køn og alder. Beskyttelsen af børn blev forbedret, i første omgang med en hurtig løsning, hvor straffen for tvang og overgreb overfor børn blev fordoblet i forhold til tilsvarende overgreb og vold overfor voksne. Desuden blev der oprettet kontorer til beskyttelse af børns rettigheder i alle større byer og i internationale lufthavne. Senere er der kommet en gennemarbejdet lov til beskyttelse af børn og deres rettigheder.
Økonomi
Fattigdom øger risikoen for ulovligt børnearbejde, men selvom Bolivia ifølge statistikken er kontinentets fattigste land, så kan det ikke sammenlignes med fx afrikanske lande. Sult forekommer ikke, og slet ikke i Amazonområderne. Basal lægehjælp er gratis. Der er en – dog meget lav – folke-og invalidepension, som man i Amazonområderne kan overleve på. I de oprindelige samfunds communities er der tradition for, at man tager sig af dem, der ikke kan klare sig selv. Den nederste grænse for fattigdom ligger derfor højere i Bolivia end i de fleste andre tredjeverdens lande.
I byerne er en lovpligtig minimumsløn med til at lægge den underste barre højere. Foretrækker man livet udenfor byerne, så har alle i praksis mulighed for at få tildelt brugsret til 10 hektarer jord, forudsat at man bosætter sig på jorden og dyrker den.
Produktionen af chokoladen
Vi har valgt at lade vores Vild Chokolade producere i Bolivia, fordi den friske råvare er tilgængelig “lige udenfor døren” i et væld af varianter. Kombineret med lang tids lokal erfaring med produktion af chokolade, så giver dette den bedste kvalitet.
Det sker i tæt samarbejde med fire små chokolatier-virksomheder, hvoraf de tre er i størrelsen 4-6 medarbejdere, og den fjerde har ca. 20 medarbejdere.
Hver af dem er overskuelige og transparente med kun 3 produktionslokaler. Som alle andre eksporterende fødevareproducenter er de registreret hos skattevæsnet, fødevaresikkerheds-myndighederne og arbejdstilsynet.
Desuden er de registrerede som fødevareeksportvirksomheder, hvilket kræver en særlig autorisation og et løbende tilsyn. De er beliggende i hvad vi som danskere vil anse som meget civiliserede og velordnede områder, hvor arbejdstilsynet løbende udfører kontrol.
Samlet set er det vores vurdering, at risikoen for, at der kan forekomme børnearbejde i forbindelse med vore Vild Chokolade produkter, svarer til risikoen for, at der forekommer børnearbejde i Danmark.
Denne vurdering er baseret på en formaliseret procedure, som du kan hente her. Den kan også benyttes til sikring mod ulovligt børnearbejde ved andre typer af fødevareproduktioner.
