Børnearbejde og produktionsvirksomheder

Food by Nature har et konkret sæt af krav med hensyn til børnearbejde, som vi aktivt bedømmer hvert produkt ud fra, inden vi afgør, om vi vil  sælge produktet. 

Vi mener, at risikoen for ulovligt børnearbejde er uacceptabel for os som fødevareleverandører, og for alle forbrugere. Derfor tager vi stilling til risikoen for børnebearbejde for hvert enkelt ingrediens i hvert enkelt produkt. Vi vil ønske, at alle vil gøre det samme, for det er egentligt enkelt: Hvis vi ikke kan bedømme, at børnearbejde er usandsynligt for en ingrediens, så skal ingrediensen afvises. Det er ingen undskyldning, at vi ikke kender ingrediensens baggrund tilstrækkeligt godt, for så har vi jo bare ikke gjort vort arbejde godt nok.

Det er vigtigt, at vurderingen foretages transparent, dvs. at en forbruger skal kunne se eller rekvirere vurderingen mht. børnearbejde for et givet produkt. Transparensen er den eneste garanti, som forbrugeren kan have for, at der rent faktisk er sket en vurdering med rettidig omhu.

For at vi kan indestå for dette, har vi et kravsæt, der skal være opfyldt:

Oprindelseslandet skal have lovgivning mod børnearbejde i produktionsvirksomheder. Der skal være et reelt tilsyn, og det skal have mærkbare konsekvenser, hvis lovgivningen overtrædes:

  • Lovgivning:
    Børnearbejde i produktionsvirksomheder skal være forbudt ifølge den nationale lovgivning. Aldersgrænsen skal være 15 år eller højere.
  • Konsekvens:
    Hvis en virksomhed afsløres i børnearbejde, så skal det have en for virksomheden alvorlig konsekvens. Dette kan være en bøde i en størrelse, der vil true virksomhedens overskud eller eksistens. For at dette kan have en betydning, skal der være et effektivt system til indkrævning af bøder. Alternativt kan konsekvensen være en midlertidig nedlukning af virksomhedens drift. Det sidste er som minimum tilfældet i Bolivia: Virksomheden lukkes effektivt i en periode ved at strømforsyningen afbrydes.
  • Tilsyn:
    Der skal være et effektivt tilsynssystem (Arbejdstilsyn el.lign.), der besøger virksomheden minimum én gang årligt.
Dette er opfyldt i Bolivia, hvorfor vi har Bolivia som foretrukket sourcingområde.
 

Den enkelte produktionsvirksomhed skal desuden opfylde følgende:

  • Egenkontrol:
    På virksomheder med mere end 50 ansatte kontrollerer eksternt sikkerhedspersonale det nationale id-kort (Inklusive alder) eller pas på alle personer, der får adgang til virksomheden.
  • Food by Nature opfølgning:
    Vi eller vore repræsentanter besøger virksomheden 1-2 gange årligt.

Vi er selvfølgelig klar over, at dette ikke sikrer 100% mod børnearbejde, men det er et sæt minimuskrav, som er nødvendige, hvis man skal gøre sig håb om at sikre mod børnearbejde i produktionsvirksomheder, og for at man som import-eller produktionsvirksomhed har udvist rettidig omhu.

Børnearbejde og indsamling eller dyrkning i naturen

Som i landbruget i Danmark kan børnene i natursamfundene hjælpe forældrene med mindre gøremål, fx i forbindelse med indsamling eller bearbejdning af fx nødder eller kakao. Lettere arbejde sammen med familien anses generelt ikke, i Europa eller i tredjeverdens lande, for at være ulovligt børnearbejde.

På samme måde som maskinerne i landbruget i Danmark er farlige for børn, så er naturen det også. Der findes ingen, der véd dette bedre end skovens folk, og de påskønner deres børn præcist lige så meget som vi gør. Som hovedregel har man ikke børn med på indsamling i skovene. Generelt bevæger børn i skovsamfund sig ikke væk fra landsbyen og stierne, inden de har lært naturen grundigt at kende. De steder, hvor vi arbejder, er dette en del af kulturen.

En vigtig brik i forholdet til børnearbejde er skolegangen. Det giver en vis tryghed mod børnearbejde at der er undervisningspligt, og at dette i praksis overholdes. Dette er én af årsagerne til, at vi hovedsageligt sourcer i Bolivia. Der er her fem års undervisningspligt, og hvert samfund ned til 15-20 familier har som hovedregel en skole. De første 5 års skolegang er gratis.
Vi mener, at det er et vigtigt krav, at der er undervisningspligt og 5 års gratis skolegang i de områder, hvorfra vi sourcer vore fødevarer.

Indkøbskurv